Mandag den 12. august kl. 19.30 er der en lidt usædvanlig orgelkoncert i Hirtshals kirke.

I anledning byens 100 års jubilæum, inviterer kirken til en koncert, hvor domorganist Bo Grønbech vil spille eksempler på og fortælle historien om noget af den orgelmusik, der har været spillet i kirken gennem de 100 år.

Der bliver for eksempel lejlighed til at høre et præludium med tilnavnet ”Søslangen” af Dietrich Buxtehude, uddrag af Otto Mallings orgelværk ”Paulus,” og musik af Niels Otto Raasted og Gottfred Pedersen. Bo Grønbech vil også spille et af sine egne værker, nemlig ”Variationer over en melodi fra de gudelige forsamlinger,” skrevet til minde om Asger Højlund, der var sognepræst i Hirtshals i årene 1966-1971. Og der bliver, næsten helt selvsagt, også musik af J. S. Bach.

Bo Grønbech stammer fra Hirtshals, og er til daglig domorganist i Helsingør, en stilling han har beklædt siden 1985. Han har sin musikalske uddannelse fra musikkonservatorierne i Aalborg og København, hvorfra han debuterede i 1978. Dertil modtog han også gennem en årrække undervisning fra den kendte franske organist og komponist Jean Langlais.

Efter koncerten er der Efterspil i Hirtshals Kirkecenter, en uformel sammenkomst med en lille forfriskning, hvor man også kan få en snak med Bo Grønbech.

Koncerten indgår i Vendsyssel Festival.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...