BJERGBY: Girafferne, tigeren, kamelen, elefanten og alle de andre eksotiske betondyr på Peterspladsen i Bjergby har fået nyt liv.

Dyrene har nemlig hen over sommeren været i gode, kunstneriske hænder tilhørende billedkunstner Benthe Norheim, der har fået god hjælp til projektet fra blandt andre frivillige ildsjæle. Og hermed er den zoologiske have bevaret for endnu en periode.

Søndag eftermiddag var borgerne samlet til en genindvielse af både dyrene og pladsen, der ligger med en af Vendsyssels smukkeste udsigter.

Renoveringsprojektet har fået økonomisk støtte fra ENV-fonden med over 116.000 kroner, og direktør Peder Kjeldgaard fra NordEnergi var da også til stede ved genindvielsen.

Billedkunstner Benthe Norheim har varetaget opgaven i samråd med Vendsyssel Kunstmuseum, og hun fortalte ved indvielsen om sine overvejelser og arbejdet med den noget specielle zoologiske have.

Dyrene er oprindelig opført af den indfødte Bjergbybo, Peter Jensen, der døde i 1985. Han er også kendt som "Danmarks-Peter", og frem til sin død havde han skulpturerne opstillet i egen have.

Skulpturerne blev siden flyttet til pladsen ved Solhjem. Dyrene var imidlertid i stærkt forfald, og den lokale borgerforening, Hjørring Kunstudvalg og Hjørring Kommune fik samlet penge til en restaurering i 2002. Herefter blev foreningen Peterspladsens Venner dannet, og foreningen har som erklæret mål at bevare og udvikle parken.

I 2017 lykkedes det bestyrelsen at få bevilget penge fra ENV-fonden til endnu en tiltrængt restaurering, og den er gennemført i år.

LAG-midler - 6000 kroner - har gjort det muligt også at få skiltningen til pladsen opgraderet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...