Marineforeningen i Hirtshals tæller 220 medlemmer

HIRTSHALS: Marineforeningen i Hirtshals blev startet i 1921 og er således 98 år gammel. Poul Erik Frandsen har været formand for foreningen i de seneste 5 år.

Foreningen har 220 medlemmer.

- Den er sammensat af alle slags forskellige mennesker fra Hirtshals og omegn, der dog har én ting til fælles, nemlig interessen for alt det maritime, og så interessen for almindeligt socialt samvær med andre mennesker, siger Poul Erik Frandsen.

Marineforeningen i Havnegade holder åbent hver dag fra klokken 7 til 10 lørdag fra klokken 7 til 12, og når der er lang lørdag en gang om måneden er der åbent fra klokken 7 til kl. 14.

Marineforeningen består hovedsageligt af mænd med maritime interesser, og bestyrelsen består af syv mand med Poul Erik i spidsen.

Medlemmerne betaler 350 kroner i kontingent om året, som går til aktiviteter i foreningen. Blandt andet frister programmet med sangaftener, countryaften, frokostjazz, medhjælperfest, fregatskydning, ålegilde og en Ulkeaften. Og så er der bowling på programmet hele året hver tirsdag.

- Marineforeningen er også meget aktive til fiskefestivallen, hvor vores nye store gule maritime telt altid er opstillet foran Hotel Hirtshals, fortæller Poul Erik.

- Og her samles alle, der vil høre god musik og sidde og få en kop kaffe eller andet.

- Det er en rigtig god forening, siger Poul Erik.

- Vi er mange medlemmer, og vi har mange meninger, men det er jo også det, der er sjovt ved at være sammen og diskutere verdenssituationen og alt det der sker i Hirtshals. Hirtshals er en fantastisk by, som giver plads og rum til alle mennesker, der vil være noget for hinanden. Det sætter vi i hvert fald stor pris på i Hirtshals Marineforening ved vores sammenkomster til hverdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...