HIRTSHALS: Nu bliver det endnu nemmere for Hirtshals-borgerne at hente og sende deres breve og pakker.

25. marts åbner der nemlig endnu et posthus i byen, der kommer til at ligge hos Høj Data på Nørregade.

- Jeg er glad for, at vi med yderligere et posthus kan gøre det lettere for byens borgere, når særligt pakkerne fra den stigende nethandel skal hentes og sendes. Det nye posthus hos Høj Data bliver et stærkt supplement til vores eksisterende posthus og Pakkeboks i byen og betyder, at der igen kan sendes rekommanderede breve og udlandspakker lokalt, siger Gordon Dalsgaard, distriktschef i PostNord.

I posthuset hos Høj Data kan kunderne hente og sende breve og pakker samt købe frimærker og pakkeporto. Alle posttilbud kan benyttes i hele butikkens åbningstid, som er hverdage fra kl. 9.00-17.30 og lørdag fra kl. 9.00-14.00. Breve og pakker, der skal være fremme næste hverdag, skal sendes senest kl. 16.00 på hverdage.

- Vi glæder os til at komme i gang og har en forventning om, at posthuset vil trække kunder til. Det er en ekstra god service for vores kunder, at de fremover også vil kunne hente deres pakker sendt med PostNord hos os, siger Tommy Høj, der er ejer af Høj Data.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...