Indehaver Lene Kongerslev glæder sig til at byde sæsonens første gæster velkommen 18. maj

HIRTSHALS: Lene Kongerslev, der er indehaver af Restaurant Munch i Tornby, glæder sig til at kunne åbne den 18. maj efter de nye regler for sikkerhed blandt gæsterne.

Lene har haft Restaurant Munch i 15 år.

- Vi har 25 ansatte i vores sæson, der går fra april til november hvert år.

- Jeg har de samme ansatte hvert år - nogle har været her i samtlige 15 år, og det er godt. De har rutinen i at give vore gæster god mad og servere på en god og venlig måde. Det kan gæsterne godt lide.

Lene har travlt altid i både køkken og restaurant.

- Vi laver god gammeldags mad af god kvalitet, og der er nok til hver gæst, lover jeg. Jeg tror, at det er derfor, vi har så meget at lave altid. Vores reklame ligger i, at folk fortæller til andre, hvis de har fået en god behandling.

Restaurant Munch har solgt meget mad ud af huset i coronatiden.

- Så nu glæder vi os til den 18. maj, hvor vi igen kan åbne restauranten for gæster, og hvor vi kan servere for dem efter menukortet. Og så laver vi jo den store fiskebuffet hver fredag.

- Folk kommer også til os på grund af beliggenheden, tror jeg. Her kan man jo sidde og se ud over havet og klitterne - det er lidt unikt. Folk kan sidde længe og nyde udsigten, og det er jeg utroligt taknemlig for, siger Lene.

Opvokset i branchen

Lene Kongerslev er uddannet køkkenassistent og har tidligere været slagter.

- Det er to gode erfaringer, når man skal drive en restaurant. Noget af min barndom og ungdom har jeg haft på Hotel Strandlyst, som min moder Harriet Toft Jepsen drev sammen med søsteren Bente Jepsen i mange år. Så jeg er jo opvokset i branchen, og det er en stor fordel på mange måder.

Tornby Strand er fyldt med mennesker i sæsonen.

- Jeg bliver hvert år overrasket over de mange gæster, der kommer hertil for at nyde havet og stranden, siger Lene

- Og det er jo godt både for restauranten og for købmand Munch.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...