I Hirtshals håber indsamlingsleder Jørgen Kiel, at 25 borgere, vil sige JA til at melde sig som indsamlere og støtte den gode sag:

HIRTSHALS: Søndag 6. oktober inviterer Røde Kors borgere i Hirtshals og Vendsyssel til at sige JA til at gå ud og samle ind for folk uden et hjem.

Der venter borgerne i Hirtshals en oplevelse, som hele verden mærker, hvis de siger JA til at samle ind for Røde Kors søndag 6. oktober.

Det bliver nemlig en gåtur, der vil gøre verden til et bedre sted.

I Hirtshals håber indsamlingsleder Jørgen Kiel, at 25 borgere, vil sige JA til at melde sig som indsamlere og støtte den gode sag:

- Vi mangler omtrent 25 personer til at dække de sidste ruter, og jeg vil gerne opfordre folk til at melde sig. Jeg har været med som indsamler i mange år, og jeg er blevet mødt med velvillighed og taksigelser, og hvis man overvejer at melde sig, synes jeg man skal gøre det.

Selvom Jørgen Kiel er en rutineret i Røde Kors-regi, er indsamlingen i år hans første som indsamlingsleder:

- Jeg er ny indsamlingsleder og prøver her at gøre noget for sagen, der i år både har et internationalt og et dansk fokus. Indsamlingen her i Hirtshals er en af de konkrete ting, jeg synes, jeg kan gøre for at hjælpe til udbedringen af en ellers håbløs situation for hjemløse og nødstedte verden over. Vores lokale hjælp og bidrag kan sammen med landets øvrige donationer være med til at gøre verdens svageste mindre udsatte, fortæller Jørgen Kiel

En del af pengene fra indsamlingen vil blandt andet gå til de mange familier i Yemen, der ikke har råd til mad og medicin. Efter mange år med borgerkrig er Yemen ramt af verdens største humanitære katastrofe, og 24 millioner har brug for hjælp.

Nogle af de indsamlede penge vil også nå familier i Mozambique, hvis hjem er blevet skyllet væk efter den voldsomme cyklon Idai, og oversvømmelserne der fulgte.

Herhjemme vil nogle af de indsamlede midler gå til sygdomsramte hjemløse, så de ikke bliver udskrevet til gaden, og voldsudsatte kvinder, der har været på krisecenter.

Men det bliver også en gåtur med mulighed for en masse sjove og gode oplevelser for indsamlerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...