Galleri Tornby ved Tversted åbner juleudstillingen Det Bedste af Det Bedste

TVERSTED: Galleri Tornby ved Tversted inviterer til fernisering søndag 24. november klokken 13 med den russiske billedkunstner Natalia Quattromani. Og denne fernisering er også starten på den store juleudstilling ”Det Bedste af Det Bedste”, hvor galleriet har udvalgt de absolut bedste værker af galleriets anerkendte samt nye tilkomne kunstnere. Natalia vil være tilstede ved ferniseringen.

- Udover malerier og grafiske værker, kan der også opleves nye spændende skulpturer i bronze, glas og keramik. Faktisk er der rigtig meget godt unika kunst til julegaven samt unika glasengle til ophængning på juletræet, oplyser galleriet og tilføjer, at der er mulighed for at gøre en god julehandel.

Galleriets indehaver Kim Bernhard Tornby glæder sig meget til at modtage gæsterne i det stemningsfyldte galleri ved Tversted, hvor en duft af jul og prægtig kunst samt julemusik, vil komme de besøgende gæster i møde.

- Vi åbner dørene den søndag 24. november allerede kl. 11 på galleriets adresse Skagensvej 53 B, Vester Tversted, Bindslev.

Juleudstillingen kan opleves på søndage til og med den 15. december kl. 11 – 16, og efter aftale.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...