Første film løber over lærredet klokken 16 torsdag i biffen på Åstrupvej

HJØRRING: Hjørrings biograf slår dørene op til film og hygge for både store og små gæster torsdag 28. maj. Direktør Benny Bruun glæder sig til, at der igen kommer liv i foyeren og salene.

Alt er rengjort, og Benny Bruun understreger, at alle myndighedernes corona-anvisninger bliver fulgt.

- Vi glæder os til at åbne, og vi har strikket et fint program sammen. Og vi gør alt for, at folk kan føle sig trygge hos os, siger Benny Bruun, der er klar med en lang række tiltag, der skal sikre gæsterne mod smittefare. Blandt andet er sprit, afstandsmarkeringer og afskærmninger klar.

- Vi plejer at vise 12 forestillinger om dagen - nu viser vi kun otte. Vi har lidt større afstand mellem filmene, så der ikke samles så mange mennesker i foyeren ad gangen. Og vi lukker op til salene, så folk kan gå fra foyeren direkte ind i salen, når de har handlet.

- Og der er selvfølgelig stadig popcorn, sodavand og slik - men der er ensrettet ved slikhylderne.

Benny Bruun opfordrer gæsterne til at bestille og betale billetterne på biografens hjemmeside for at undgå kødannelse i foyeren.

- Biografsæderne kan vi styre og låse, så det passer efter foreskrifterne. Tre venner, der går i biografen sammen, må gerne sidde sammen. Når en gruppe har bestilt eller købt billetter på vores hjemmeside, låser vores system et sæde på hver side af gruppen, så de står tomme under forestillingen, fortæller Benny Bruun.

Åbningsprogrammet frister med syv forskellige film - blandt andet den nye dansk film ”Kød og blod”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...