Butik med tøj, legetøj og interiør til børneværelset åbner i Hirtshals

HIRTSHALS: Der er fortsat stor optimisme i handelslivet i Hirtshals. Den ene butik efter den anden åbner i Nørregade. Snart er der ikke flere ledige butikslokaler. I årets første måneder er Pia Harbo flyttet til en større forretning, Poul Nimand Nielsen har åbnet en specialforretning med ost, kaffe, økologisk vin, italiensk is, glutenfri produkter, og senest er ”Lund Interiør” åbnet på hjørnet af Nørregade og Jørgen Fibigersgade.

Nu åbner der igen en ny forretning i Nørregade. Det sker på torsdag 4. april klokken 09.30. Det er Sanne og Martin, der også er indehavere af Ønskebørn i Hjørring, der åbner butik Guldklump. En specialforretning med tøj og udviklingstimulerende legetøj samt interiør til børneværelset. Alt sammen til aldersgruppen 0 - 5 år. I butikken findes også mange forskellige gaveideer til barsels- eller dåbsgaver og til fødselsdagen.

- Vi tror på de fysiske butikker og på den positive udvikling i Hirtshals. Vi tror på, at befolkningen i Hjørring og Hirtshals helst vil handle lokalt og støtte de fysiske butikker, så vi også er her i fremtiden. Med synergien og samarbejdet mellem vores butikker i Hjørring og Hirtshals, vil vi bestræbe os på, at kunne hjælpe kunderne med deres ønsker. Og hvis der er noget, man har set på hylderne i Hjørring eller på facebook, sørger vi for, at det fragtes til Hirtshals hurtigere end man kan nå at trykke på internetknappen, fortæller Sanne Holst.

På åbningsdagen er der gode tilbud og giveaways. Til børnene er der balloner og hygge i forretningens lille legeområde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...