Rekord med mere end 70 deltagende gæster

HIRTSHALS: Lynggårdens Venner har i flere år glædet ældre fra Hirtshals og omegn med musik og fællessang den sidste søndag i efterårs- og vintermånederne. Til hvert arrangement er der kommet flere og flere. I lang tid var det normalt med omkring 30 deltagere, men Søndagsmatinéerne er vokset i popularitet. I søndags var der igen matiné, og den slog alle rekorder. Der kom flere end 70 gæster, der nød den smittende og sprudlende musik fra det 6-mands store harmonikaband fra Tårs-Lendum Harmonikaklub.

Efter velkomsten fra formanden for Lynggårdens Venner, Arne Olsen, uddelte harmonikaklubben sanghæfter med kendte sange, alle kunne synge med på. Lederen af Tårs-Lendum Harmonikaklub, Kjeld Nielsen, fortalte lidt om historien bag de forskellige sange, før de blev sunget.

Efter en lille times tid var det tid til få smurt stemmebåndene med kaffe, fastelavnsboller og roulader, hvorefter fællessangen fortsatte endnu en tid.

De populære Søndagsmatiné eftermiddage fortsætter også de sidste søndage i marts og april, hver gang fra klokken 14 - 16, og alle er velkommen. Økonomien til arrangementerne kommer udelukkende fra private. I år er det blandt andre foreningen Fiskekrogen, der fra sommerens overskud i Museumshaven, har doneret et beløb, der muliggør musikarrangementerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...