Masser af aktiviteter

MYGDAL: Sommerfesten i Mygdal startede med morgenmad i det store telt, hvor formand for Mygdal Borgerforening Morten Bo Larsen, bød velkommen til de mange fremmødte.

- Den årlige sommerfest i Mygdal er en begivenhed, der i mindst 30 år har samlet både store og små til aktiviteter og hyggeligt socialt samvær, fortalte Morten Bo Larsen, der selv har været med alle årene.

Det blev en dag med mange aktiviteter, for både børn og voksne, hvor der på festpladsen var udstilling af traktorer og veteranbiler. Ved bagagerumssalget kunne man finde spændende ting og sager og i tombolaen kunne man vinde flotte gevinster fra sponsorerne.

Det store tilløbstykke var naturligvis havetraktortræk, hvor deltagerne kunne vise hvad deres maskiner kunne præstere. Også børnedyrskuet, hvor børnene kunne vise deres kæledyr frem, havde stor opmærksomhed. Begge aktiviteter havde flotte præmier til vinderne.

Mygdal Kroket Klub benyttede lejligheden til at markere, at det var Kroketspillets dag og havde sat en bane op, så alle kunne prøve at spille kroket.

Det blev endnu en gang en dejlig sommerfest med mange aktiviteter og oplevelser for alle, der blev rundet af med helstegt pattegris i det store telt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...