HIRTSHALS: Torsdag den 25.4. kl. 19.30 er der igen en spændende kammerkoncert i Hirtshals kirke.

På programmet står denne gang musik for klaver og blæseinstrumenter, af Poulenc, Jolivet og Mozart, spillet af blæsere fra Aalborg Symfoniorkester samt Arne Jørgen Fæø på klaver.

Francis Poulenc var en fransk komponist, der, selv om han levede i første halvdel af det 20. århundrede, havde Mozart som sit forbillede. Hans musik er altid smuk, melodiøs og fuld af humoristiske indfald. Denne aften skal vi høre to værker af ham. Det ene er en elegi for horn og klaver, skrevet til minde om den store hornist Denis Brain, der desværre døde alt for ung, i en trafikulykke. Det andet er Poulencs trio for obo, fagot og klaver. Den er et sandt overflødighedshorn af sprudlende livsglæde.

Den ligeledes franske komponist André Jolivet er repræsenteret med hans Sonatine for obo og fagot.

Til sidst i programmet er der en sand perle for kombinationen blæsere og klaver, nemlig Mozarts elskede kvintet i Es-dur. Da Mozart havde fuldført kompositionen i 1784, skrev han til sin far at han regnet det for sit ”hidtil bedste værk.”

Og når man hører hvorledes han formår at udnytte hvert enkelt instruments klanglige muligheder på smukkeste vis, kan man godt forstå hans tilfredshed.

De medvirkende musikere er: Judith Blauw, obo; Stephanie Lübke, klarinet; Erik Sandberg, horn; Sheila Popkin, fagot og Arne Jørgen Fæø, klaver.

Entré: Kr. 50. Børn og unge under 18 år kommer gratis ind.

Efter koncerten er der ”Efterspil” i Hirtshals kirkecenter, et lille, uformelt arrangement med en lille forfriskning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...