Hirtshals Boldklubben får gave, selv om jubilæumsfesten er udskudt

HIRTSHALS: Arbejdet i Hirtshals Boldklub påskønnes nu ekstra af en af klubbens traditionelle sponsorer, den lokale Spar Hirtshals. Købmand René Ejstrup Larsen fra Spar på Margrethevej overrasker her i jubilæumsåret – 100 år – klubben med ekstra 40.000 kroner.

Halvdelen af beløbet går til et nyt lydanlæg på stadion og den anden halvdel afsættes til et ungdomshold, der skal deltage i en fodboldcup et eller andet sted.

Rene Ejstrup Larsen søgte købmændenes egen KFI Erhvervsdrivende Fond om denne donation og de velkomne penge blev bevilget.

Spar Hirtshals sponsorerer i forvejen arbejdet i Hirtshals Boldklub ad mere traditionel vej, og så har købmanden altså nu sørget for. at der kommer yderligere 40.000 kr. hjem til klubben.

- Det er af stor betydning for os, at lokalsamfundet og forretnings- og erhvervslivet på den måde bidrager til vores drift af og til lidt ekstra i klubben. Det giver mod hos spillere og ledere, når vi modtager en sådan gave. Og særlig godt gør det, at gaven kommer her i en tid, hvor vores jubilæum og aktiviteterne har været nedlagt af Covid 19, siger Hirtshals Boldklubs formand, Jesper Vandsted.

Købmand Rene Ejstrup Larsen mødte op på Hirtshals Stadion for at overrække beviset på gaven.

- For os er det spændende at være med i alle lag her i lokalsamfundet, og Hirtshals Boldklub er jo en forening med en bred berøringsflade. Så jeg er meget tilfreds med, at mit bagland har bevilget denne donation og glad for at overrække pengene til boldklubben, siger Rene Ejstrup Larsen.

- Jeg håber, at det bidrager til, at gæsterne på stadion frem over får en større lydmæssig oplevelse oven i selve kampen, og så tror jeg, at de unge mennesker, der kommer afsted for at spille med i en fodboldcup, kommer hjem med en oplevelse for livet.

I den seneste tid, hvor Hirtshals Boldklub skulle have afviklet jubilæums festligheder, som Covid 19 satte en stopper for, har klubbens ledere og medlemmer arbejdet med en gennemgribende renovering af stadion, og her er det glædeligt, at der nu kommer gaver, som gør det hele mere økonomisk overkommeligt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...