Lokal købmand ønsker, at pladsen forbliver autocamperplads - og han får bred opbakning fra Hirtshals Handel og Erhverv

HIRTSHALS: Stoltzes Plads i Hirtshals er sat til salg af Hjørring Kommune, og det er lidt ærgerligt, synes købmand Rene Ejstrup Larsen Spar og Slagter Winther på Margrethevej 12 i Hirtshals.

Stoltzes Plads fungerer rigtig godt som Auto Camper Plads.

Og der er bred enighed i Hirtshals Handel og Erhverv om, at pladsen bør bevares som autocamperplads, fordi den ligger godt for dem, når de kommer til byen i stort antal.

- Pladsen kan også bruges som buffer til vore parkeringspladser til de store aktiviteter i Hirtshals, for nu kommer der jo også et lægehus på Cirkuspladsen, som tager parkeringspladser, og derfor synes jeg, at Stoltzes Plads skal bevare sin nuværende status, siger Rene Ejstrup Larsen fra Spar.

- Hvis der bygges et nyt supermarked på pladsen, har det to store konsekvenser, for det første skævvrider det byen centrum, og det er næsten det værste der kan ske, nu da vi lige har fået Nørregade fyldt op med butikker. Alle i dette land vil jo gerne bevare deres bymidter aktive, med restauranter og butikker, for det er jo det der giver en by liv, og dermed interessant at besøge, og det må vi ikke ødelægge her i Hirtshals, det vil være dumt af os.

- For det andet vil et eventuelt stort supermarked kommende udefra, ødelægge meget for de eksisterende butikker, hvor nogen så måske må lukke, men selvfølgelig er en sund konkurrence altid godt, det skal ikke benægtes, og slet ikke fra mig siger Rene Ejstrup Larsen.

- Men jeg mener, at det er bedst for byen som helhed, at bevare pladsen med den status den har i dag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...