Sidste torsdag var der stor åbningsfest hos Pia Harbo i Hirtshals i anledning af, at forretningen har skiftet adresse fra Nørregade 3 til Nørregade 11. Skiftet betyder, at butiksarealet er udvidet fra 150 til 250 kvadratmeter, hvilket giver plads til flere nye varegrupper.

Pia Harbo er en charmerende tøjbutik med et stort udvalg af det bedste som moden har at byde på til piger og damer. Der er mange forskellige mærker og størrelser lige fra 32 til 56. Foruden det store udvalg i dametøj er der et varieret udvalg af tilbehør i sko, strømper, tasker, smykker med mere.

Pia Harbo overtog for 3 år siden dametøjsforretningen Jensine i Nørregade. Da kunderne havde vænnet sig til det nye ejerskab efter et års tid, blev navnet skiftet til ”Pia Harbo”.

- Det har været forrygende 3 år med livlig handel, og det lidt anderledes og nye tøjsortiment er faldet i kundernes smag. Jeg glæder mig til at præsentere et endnu større udbud her i de nye lokaler, hvor der er blevet dobbelt så meget plads i forhold til tidligere, fortæller Pia Harbo.

I butikken er Karina ansat på halv tid, og sammen med Pias mand Morten udgør de tre et godt team, der er klar til at yde kunderne en professionel betjening.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...