Grevinde Alexandra og officielle gæster var inviteret til Hirtshals for at åbne udstillingen Nordsøens Jægere

HIRTSHALS: Grevinde Alexandra indviede lørdag den nye udstilling ”Nordsøens Jægere” på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Udstillingens første del, der blev indviet sommeren 2018, indeholder blandt andet en ny sæludstilling og Big Ocean Window, Skandinaviens største interaktive LED-skærm.

Anden del af konceptet rummer tre nye, helt unikke akvarier, hvoraf de to er i to etager, en ny biograf og mange involverende udstillinger. Sammen danner de en rejse gennem fødekæden i Nordsøen, hvor gæsterne får en forståelse for at livet i havet hænger sammen, fra de mindste plankton til de største rovdyr.

Udstillingen åbnede efter flere års hårdt slid, og marketingschefen Sylvia Berglund fra Oceanariet er meget stolt over, at hele staben i huset på egen hånd, og uden hjælp ude fra, endnu engang har fået så stor en udstilling op at stå.

- Vi har nået det mål, som vi satte os i store linjer fra starten af projektet. Men det går jo ikke stille af. Alle i staben har en mening om, hvordan man når målet, og resultatet vil jo altid være et kompromis, der er skabt ved, at alle hører på hinanden, og kommer med god forslag hver i sær, siger Sylvia Berglund.

Det er unikt, at det kan lade sig gøre, og det at alle er med, og at vi selv laver projektet gør, at vi også alle sammen tager ejerskab om resultatet.

- Vi kan noget sammen her på Oceanariet i Hirtshals. Vi har alle meget høje ambitioner, og det havde vi også, da dette her projekt startede. Det er jo godt for i sidste ende, at få det bedste resultat - og det synes jeg, vi har fået, siger Sylvia, med et stort smil.

- Vi har fået tre nye akvarier, hvoraf de to er i to etager, det er da unikt og flot, synes jeg.

Akvariets protektor Grevinde Alexandra af Frederiksborg foretog lørdag den officielle indvielse, og sangerinde Nana Jacobi stod for det musikalske indslag på dagen.

Desuden deltog blandt andre repræsentanter fra de fonde, der har støttet Nordsøens Jægere. Det drejer sig om den A.P Møllerske Støttefond og Nordea Fonden. Foruden disse to fonde, har Vækstforum Nordjylland også støttet projektet. I alt er det støttet med 11,1 mio. kroner.

Borgmester Arne Boelt roste den nye udstilling og oceanariet.

- I ved slet ikke, hvor vigtige I er for hele Nordjylland og hele landet, sagde Arne Boelt.

- I er et fyrtårn af de helt store for landet, for nu at bruge et aktuelt udtryk for tiden her i Nordjylland.

- Jeg har prøvet, at sidde foran det store akvarium og opleve solopgangen, og det er jo så hårene rejser sig - en fantastisk oplevelse, sammen med alle de andre oplevelser I altid skaber her på oceanariet, sagde Arne Boelt.

Søndag 12. januar har oceanariet som en gestus til byens borgere gratis afgang til den nye udstilling for alle, der bor i postnummer 9850 . De skal blot vise gyldigt sygesikringskort ved entréen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...