31. juli er sidste chance for at blive en del af cykelholdet eller serviceteamet

HJØRRING: Det er fortsat muligt at komme med på cykelturen til Paris som rytter eller servicehjælper sammen med Team Hjørring fra 9. til 17. juli 2021. Det kræver blot en ansøgning, der indsendes via team-hjoerring.dk inden 31. juli i år.

Teamet fra Hjørring cykler cirka 1.300 km svarende til et gennemsnit på 145 km hver dag i ni dage.

Holdet er sammensat af cykelentusiaster samt 15 unge i alderen 14 - 16 år. De unge, 12 drenge og 3 piger, kommer fra Poulstrup Friskole, Højene Skole, Hjørring Private Realskole, Lundergårdskolen, Hjørringskolen og Sindal Skole.

Ungdomsholdet betegnes med Team Hjørring Youth og er et projekt, hvor unge gennem cykling hjælpes i gang med at dyrke motion og derigennem får nogle succesoplevelser, der flytter deres personlige grænser.

Til ungdomsholdet er der tilknyttet et trænerteam bestående af Morten Trampedach, Eigil Christensen, Leif Strickertsson, Sandy Frederiksen og Lone Krogh Andersen, der to til tre gange om ugen samt søndage forbereder de unge til den hårde cykeltur til Paris. Ny racercykel og fuldt udstyr stilles gratis til rådighed. Såfremt turen gennemføres, får ungdomsrytterne lov til at beholde racercykel og alt udstyr uden beregning.

Team Hjørring Youth er støttet af Hjørring Kommune Fritids- og Folkeoplysningsudvalgets pulje til foreningsaktiviteter for børn og unge med særlige behov.

Team Hjørring består af tre voksenhold, et ungdomshold, et servicehold på 15 - 20 personer. Den første cykeltræning er søndag 9. august 2020 og herefter tirsdage og søndage samt efterårs-, vinter- og forårstræning samt weekendtur.

Der kan søges om at blive optaget på serviceholdet eller som rytter. For at komme i betragtning som rytter, skal ansøgeren have bopæl i Nordjylland og være fyldt 18 år. Ved opstart til august 2020 skal ansøgeren kunne cykle 45 - 50 km på to timer på godkendt racercykel med klikpedaler, bruge cykelhjelm og briller/cykelbriller.

Team Hjørring er en forening, der arbejder for sundhed, fysisk udfoldelse og kultur i Hjørring Kommune. Foreningen blev stiftet i 2012 af 3 Rotaryklubber i Hjørring, der siden har udviklet sig til en forening med mange medlemmer uden tilknytning til Rotary. Foreningens aktiviteter består blandt andet i humanitære aktiviteter udmøntet i etableringen af ungdomscykelholdet Team Hjørring Youth, der trænes og coaches gennem 2 år med en afsluttende cykeltur fra Hjørring til Paris. Turen er indtil videre gennemført i 2013, 2015, 2017 og 2019. Ungdomsholdene ledsages altid af et voksenhold på turene til Paris.

Herudover har Team Hjørring gennem sponsorindsamling medvirket til etableringen af overdækning af scenen i Sct. Knuds Kilde. Team Hjørring arrangerer tillige mindre cykelture rundt i Danmark og til Mallorca, Norge og Sverige. Seneste initiativ er Folkevandringen Vendsyssel, som første gang blev gennemført i september 2019 og er planlagt gentaget lørdag den 19. september 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...