Tornby skole er ved at blive certificeret Rettighedsskole hos UNICEF - derfor sendte man en delegation til Børnetopmøde.

TORNBY: For nylig deltog fire elever og en lærer fra Tornby Skole i UNICEFs Børnetopmøde i København.

Lærer Rikke Mailund havde Nanna Kjeldgaard Fosdal, Frieda Wilke, Ruben Mols Poulsen og Maria Gade med til hovedstaden.

- Det var en rigtig spændende dag. Vi fløj fra Aalborg Lufthavn kl. 7.00 fredag morgen og ankom til Topmødet i FN byen i København kl. 9.00. Dagen igennem arbejdede vi med fire verdensmål. Hver deltagende skole udarbejdede en plan for, hvordan deres skole kunne arbejde med et af de fire verdensmål. Det kom der rigtig mange gode bud på, og i Tornby skal der arbejdes med verdensmål nr. 12, som omhandler ansvarligt forbrug og produktion. De pant vandflasker, som vi kan købe i skoleboden, samler vi ind. De penge vi samler ind vil vi donere til Børnetelefonen, så de har mulighed for at ansætte folk til at sidde klar ved telefonen hele døgnet, oplyser Rikke Mailund

- Andre tiltag er også at nedbringe skrald og brug af engangsservice, plast mv. det kan vi gøre på den måde at vi bruger madkasser og ikke pakker vores madpakker ind i både poser og staniol mv. Rettighedsrådet vil også gerne kigge lidt på det det service, der bruges i boden, hvordan kan man reducere brugen af paptallerkner og plastbestik, tilføjes det.

Tornby skole er ved at blive certificeret Rettighedsskole hos UNICEF. Derfor sendte man en delegation til Børnetopmøde.

- Børn er både en del af nutiden og af fremtiden. Alligevel får de sjældent mulighed for at deltage i den offentlige debat, være med til at træffe beslutninger og med til at tage ansvar for de forandringer, som vi ved, der skal til, hvis vi skal løse verdenens problemer. Det gør vi op med den 26. oktober. Her er det børnene, der skal på banen og børnene, der skal udtænke ideer, der kan løfte Verdensmålene på deres skole og i deres lokalområde, lød det fra børne- og ungechef i UNICEF Danmark, Anne Mette Friis, op til møde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...