DR's Big Band spiller lørdag aften i Tversted

TVERSTED: Årets Jazzy Days i Tversted løber af stablen for 20. gang i efterårsferien, og når åbningskoncerten lørdag aften den 13. oktober går i gang, vil der være fuldt hus i Klitgården.

Da programmet for programmet for næste uges koncerter blev offentliggjort for et par måneder siden blev åbningen med DR's Big Band betegnet som et jubilæumsscoop. Bigbandet har mundharmonikavirtuos Mathias Heise med som solist. DR’s Big Band bad Mathias Heise om at komponere og arrangere otte nye numre.

Jazzy Days har haft feberhede drømme om at få DRs Big Band til Tversted til jubilæet, så glæden var stor ved præsentationen af programmet.

- Vi synes, at det er et kæmpescoop. Vi er bare heldige, at det passede ind i bigbandets lille turne at komme til Tversted. Koncerten bliver en hyldest til Toots Thielemans, men bigbandet spiller også en række andre numre, fortalte Jazzy Days-formand, Niels Ole Sørensen.

Bigbandet kommer med 28 musikere og teknikere, så scenen i Klitgården skal udvides sideværts, når det talstærke hold går på scenen, så den meterkorte afstand til publikum bevares. Nikolai Bøgelund dirigerer bigbandet.

Jazzfestivalen arrangeres udelukkende ved hjælp af frivillige, og formanden siden 2010, Niels Ole Sørensen, kigger tilbage med en vis undren og taknemmelighed over, at det er lykkedes at gøre den til et fast punkt på den danske jazzscene udelukkende ved stor indsats fra frivillige.

- Første års musikbudget var på 20.000 kroner, og i år er det på 250.000 kroner, siger Niels Ole Sørensen.

De seneste 10 år har Tversted Jazzy Days været festivalstøttet af Kulturstyrelsen.

Konceptet er at blande kendte - og for et dansk publikum - mindre kendte navne, som trækker publikum til, fordi de har tillid til, at Jazzy Days præsenterer lyttevenlig musik med både kant og bredde.

Søndag 14. oktober er der som sædvanlig koncertgudstjeneste i Tversted Kirke med formandens eget band, Organic3.

I år dukker den amerikanske bassist og sanger Katie Thiroux Trio op mandag 15. oktober. Hun var i Danmark i fjor, og det satte spor.

Hun har sin mand, Matt Witek, med på trommer og danske Martin Schack med på piano.

Niels Ole Sørensen havde hørt rygterne om Katie Thiroux og ringede og snakkede med Martin Schack, som flere gange har spillet ved Jazzy Days. Et lyt på Spotify gav grønt lys til trioen, som ifølge Niels Ole Sørensen leverer standards med solidt swing.

Samme aften er der genhør med den svenske organist Pierre Swärd, som for år tilbage spillede på Jazzy Days i konstellationen Swedish Chefs. Han kommer i år med eget band Pierre Swärd Organ Jazz’n’Soul Group, hvor han er sammen med Jan Ottesen på guitar og Jocke Ekberg på trommer. Han er en veteran på den svenske jazzscene, og de, som hørte ham med Swedish Chef, vil huske, at han er meget udadvendt og med fuldt tryk på tangenterne!

Tirsdag er det først danske Line Kruse Septet og senere Sp/Just/Frost, der leverer musikken.

Line Kruse spiller violin, og hendes band spiller ifølge Niels Ole Sørensen jazz med en snert af verdensmusik, som formentlig skyldes, at hun bor i Paris. Et hold kompetente danske musikere bakker hende op.

Sp/Just/Frost er specialister i New Orleans-inspireret musik og kendt for at lave en fest, fortæller festivalformanden.

Traditionen tro er der onsdag lagerkoncert. Her dukker formandens Organic 3 All Stars op. Bandet er jubilæumssuppleret med tre blæsere. En drøm, Niels Ole Sørensen har haft gennem en årrække. Jesper Riis på trompet, Michael Bladt på saxofon og Steen Nikolaj Hansen på trækbasun fuldender Organic 3 med Niels Ole Sørensen på Hammond B3 - orgel, Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer. Koncerten foregår i Sparkøbmandens lager. I år tages der entré, og man skal købe billet for at komme ind!

Torsdag i efterårsferien byder på den danske saxofonist Jan Harbeck i Live Jive Jungle-konstellationen med Peter Leth på trommer, Morten Ankerfeldt på bas og Thor Madsen på guitar.

Senere samme aften byder på britiske Sharón Clark akkompagneret af en dansk/svensk trio.

- Jeg slog straks til, da jeg hørte hendes musik på Spotify, siger Niels Ole Sørensen.

Fredag kan man høre superguitaristen Jonathan Kreisberg Quartet. Inden da præsenterer Jazzy Days som sædvanligt Jazzy Talents. I år er det med sidste års Nordjyske Jazz-prisvinder 2017, pianisten Rasmus Sørensen, som del af Aloft Quartet.

Jazzy slutter med den mange gange Grammynominerede Jeff Lorber Fusion. Den amerikanske pianist/keyboardspiller har bassist og trommeslager Jimmy Haslip - tidligere Yellow Jackets - samt Andy Snitzer på sax med til Tversted.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...