97 liter bliver det til i snit på årsplan - og det kan ses - særligt på vægten

KOMMUNEN: Det er i dag billigere end nogensinde før at slukke tørsten i sodavand. Og Ifølge en måling foretaget af analyseinstituttet GfK køber vi i Nordjylland årligt i snit 97 liter sodavand i supermarkedet.

Det er 30 liter sodavand mere om året end for 10 år siden. Samtidigt er priserne på sodavand faldet markant siden afskaffelse af sodavandsafgiften i 2014.

Det store udbud og forbrug af tomme kalorier giver risiko for at flere af os rammes af overvægt.

- Når vi handler, køber take-away eller stopper på tanken, burde det sunde valg være nemt og billigt. Sådan er det ikke i dag. Derfor har vi brug for langsigtede, strukturelle ændringer og en samlet indsats om at stoppe stigningen i overvægt, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Hovedparten af danskerne ved godt, at overvægt kan føre til hjertekarsygdomme og diabetes.

Men kun to ud af ti er klar over, at overvægt øger risikoen for kræft.

Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer og er den andenstørste risikofaktor for kræft. Rygning er den største.

Kræftens Bekæmpelse har lanceret oplysningskampagnen ”Et ufedt budskab.”

Budskabet i kampagnen er, at overvægt skader din sundhed. Det øger risikoen for kræft og andre alvorlige sygdomme.

- Fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges. Derfor er det vigtigt at se på årsager til overvægt og tage hul på den svære samtale om de sundhedsmæssige konsekvenser og løsninger. Det er en vigtig, men også svær opgave, da overvægt er et følsomt emne at tale om, afslutter Mette Lolk Hanak.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...