Nordsøen Oceanerium er klar med oplevelser til store og små i vinterferien

HIRTSHALS: Lørdag 11. januar indviede Nordsøen Oceanerium den nye udstilling ”Nordsøens Jægere” med besøg fra protektor Grevinde Alexandra af Frederiksborg, samt repræsentanter fra blandt andet Den A.P. Møllerske Støttefond og Nordea-fonden.

- Vi havde ventet i spænding på denne dag meget længe, og vi havde glædet os til at kunne fremvise udstillingen, der indeholder tre nye, smukke akvarier fyldt med alt lige fra elegante gopler, til glimtende sildestimer og glubske rovfisk.

Det er nu lagt op til en vinterferie med bid i, når Oceaneriet netop sætter fokus på Nordsøens Jægere - både dem med og uden tænder!

- Der er garanti for både spændende og lærerige oplevelser, når vi ruller et fyldt aktivitetsprogram ud fra lørdag d. 8. februar til søndag d. 23. februar, hvor vi alle dage holder åbent kl. 10.00 - 17.00, lyder det fra Nordsøren Oceanarium i en pressemeddelelse.

Der vil både være mulighed for at opleve de to daglige fordringer af sælerne i det udendørs anlæg, samt dykkeren der fodrer klumpfisk, hajer og stimefisk i det store Oceanarium.

- Du kan også komme med ”På jagt i fødekæden”, hvor du og din familie kan gå på opdagelse og løse sjove og udfordrende opgaver omkring livet i havet. Hver dag kan du komme med på rundvisning i den nye udstilling, hvor vores guider vil fortælle om de mange jægere i Nordsøen og nogle af deres mere eller mindre besynderlige jagtmetoder. Vidste du eksempelvis at en søstjerne gylper sin mavesæk ud af munden for at æde?

Kom helt ind under huden på en af Nordsøens Jægere, når vores biolog Kristina dissekerer en spættet sæl-han lørdag 15. februar fra kl. 11.20.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...