Dansk Folkehjælp i Hjørring sørgede for, at julen bliver en tand sjovere for mange familier

HJØRRING: Torsdag uddelte Dansk Folkehjælp julehjælp til familier i Hjørring kommune.

Uddelingen foregik i Metals lokaler på Frilandsvej - hele 140 var blevet godkendt til at modtage hjælp. En hel del flere end sidste år, hvor knap 100 modtog hjælpen.

Formanden for Dansk Folkehjælp i Hjørring, Jette Videnkjær, vurderer, at det er stramninger på kontanthjælpsområdet, der kan forklare stigningen i behovet.

Man skal være enlig forsørger på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 for at blive godkendt til hjælpen.

- Det er ikke en selvfølge, at vi kan give alle dem, der har et behov. Men igen i år er det lykkedes at give til alle, som har fået godkendt ansøgningen. Det skyldes en masse gode donationer, lyder det fra Jette Videnkjær.

Blandt andet blev der ringet 93.000 kroner hjem, da lokale erhvervsfolk lavede en indsamling i efteråret.

Julehjælp til en ansøger - mad, gavekort med mere - koster ifølge formanden 1500 kroner.

Men i Hjørring var der lidt ekstra i posen: Alle ønsker på et træ, der har stået i Metropol, er blevet opfyldt af forbipasserende kunder. Så mange børn har på den baggrund fået opfyldt et specifikt ønske.

Samtidig kan Dansk Folkehjælp glæde sig over, at Hjørring Morgen Rotary Klub netop har meddelt, at man ved en intern auktion har rejst 20.000 kroner, som folkehjælpen kan bruge fremadrettet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...